Nytårsbrev

Jeg sender de bedste nytårshilsner til mine klienter og samarbejdspartnere. Tak for den tillid I har vist mig samt de erfaringer og den psykologisk forståelse jeg har fået gennem vores kontakt i året der gik.

Vindue fra et lille hus hvor jeg mediterede i sommer

I 2021 er der sket en rivende udvikling for mig fagligt og personligt. Der har været en tilgang af klienter, og nogen er kommet tilbage med nye problemstillinger. Det har været lærerigt for mig at følge udviklingen hos den enkelte. Jeg har modtaget supervision, gået i individuel egen terapi, udviklingsgruppe og deltaget i kurser. Det har tilsammen givet mig nye indsigter og bidraget til min ”værktøjskasse”.

Compassion fokuseret terapi

I 2021 har jeg fordybet mig i compassion fokuseret terapi. Psykologiske tilgange kan noget af det samme og alligevel forskelligt. Compassionfokuseret terapi er særligt velegnet ved selvkritik, skyld og skam. Da jeg ofte møder mennesker, hvor disse problemer er i spil, har jeg valgt at supplere med netop denne tilgang.

I flere år har jeg selv gået i individuel terapi hos en psykolog, der anvender en compassion fokuseret tilgang. I år har jeg deltaget i en udviklingsgruppe for psykologer. I februar 2022 starter jeg på en 2-årig uddannelse i compasssion fokuseret terapi, som indeholder både undervisning, træning og supervision. Compassion fokuseret terapi har ligheder med hypnoterapi, som jeg jo allerede bruger meget i klinikken og de to tilgange kan supplere hinanden.

Supervision

Supervision er med til at kvalitetssikre vores arbejde som psykologer. Derfor har jeg altid modtaget supervision, og vil blive ved at gøre det.

Psykiater Bodil Andersen er startet som min supervisor i 2021 ved udredning i forbindelse med psykoterapi. Bodil er meget erfaren indenfor psykiatri – og i forhold til anvendelse af compassion fokuseret terapi. Jeg har desuden været på kursus og til supervision i forhold til hypnoterapi hos autoriseret psykolog, Lone Kærvang. Jeg er selv begyndt at supervisere andre psykologer, hvilket også er givende.  

Forbedring af administration

Jeg har i 2021 haft fokus på at forbedre og forenkle klinikkens administration. Dette både for at gøre det lettere for klienter – og for at bruge mindre tid på kontorarbejde. I den sammenhæng er jeg startet på et såkaldt businessforløb ved Rikke Bech Skougaard, hvor jeg får vejledning af hende og sparring med andre soloselvstændige. Det har været ganske brugbart. Jeg tager sigte efter, at der i 2022 vil være oprettet journalsystem med automatisk udsendelse af påmindelser, indberetning til Danmark, digital journal mm.

Jeg ser frem til samarbejdet i 2022.

Mange hilsner fra Dorte Engelund, psykolog.